Korsvejens Villaby

Generalforsamlinger; Referater

Referat Generalforsamling

Onsdag d. 21. februar 2007

Generalforsamlingen blev afholdt i Bibliotekets mødelokaler og ca. 26 medlemmer var mødt.

For Bestyrelsen mødte Alex Brun, Sandie Iversen , Connie Kofoed , Katja Nielsen og Claus Sigsgaard.


Valg af dirigent

Anders Grønbech blev valg som dirigent.

Generalforsamlingen blev erklæret for lovlig indkaldt.


Formandens beretning

De private veje

Der var kommunalt vejsyn i maj måned. Vejsynsrapporten fremsendes som tidligere oplyst ikke længere i papirform, men er tilgængelig for alle på www.taarnby.dk. Der er ingen særlige påtaler, men almindelig opfordring til renholdelse af arealer ved fortove og rendestene, samt indklipning af hække og øvrige levende hegn ud mod fortove. Som bebudet i sidste beretning ville foreningen holde et vågent øje med vedligeholdelsen, og vi har i flere tilfælde påtalt og opfordret til fornuftig renholdelse af omtalte arealer over for nogle grundejere, hvilket i de fleste tilfælde har afhjulpet problemerne. Det skal oplyses, at GF ingen lovhjemmel har til, for egne midler at vedligeholde et areal for en grundejer, og efterfølgende afkræve grundejeren betaling af udlagte midler. Dette ville kræve en servitut på ejendommene med behørig tinglysning og selvfølgelig med grundejerens velsignelse. Denne tanke har vi opgivet.


Vi har naturligvis mulighed for at henvende os til kommunen, som så vil forfølge sagen indenfor lovens rammer.


Vi har i ét tilfælde henvendt os til kommunen.


Det vedrørte de mange cykler, der altid er centreret omkring busstoppestedet på Amager Landevej ud for Birkevang. En stor del ligger og flyder, og nogle er decideret ødelagt af hærværksmænd og samtidig spredt ud over et større areal til gene for forbipasserende og ikke mindst vores snerydder.


Kommunen henviste til politiet som så igen henviste til kommunen, og således kunne vi ”pendle” frem og tilbage, uden der blev taget aktion på sagen. Pudsigt nok dukkede politiet op senere og fjernede en stor del af cyklerne. Problemet synes efterfølgende ikke at være så stort.


Beretningen 2006 omtalte ansvarlighed for evt. ødelæggelse af vejareal påført af en grundejer. Eks. skal det kunne bevises, at f.eks trærødder fra træer voksende på grundejerens parcel er årsag til, at asfalten skubbes op, og yderligere forskning i sagen blev overladt til den nye bestyrelse. Bevisbyrden påhviler grundejerforeningen, og det kræver besigtigelse af en fagmand; i dette tilfælde en udgift på ca. kr.6000. Bestyrelsen finder ikke problemet p.t. af en sådan karakter, at udgiften kan måle sig med et evt. påkrav over for grundejeren.


Snerydningsordningen

Så længe vi har den ordning, vil den nok altid være genstand for diskussion for og imod.


Til forskel for sidste år er det synd at sige, at snerydderen er blevet overbebyrdet i denne sæson. Alligevel måtte vi kigge forgæves efter ham lørdag d.27. januar, hvor vi havde årets første egentlige snefald. Han blev i løbet af dagen forsøgt kontaktet, men uden held. Heldigvis tøede sneen helt væk i løbet af søndagen, men alligevel.


Det var ikke hans skyld, men derimod ualmindelig langsommelighed med at få betalt 1.rate af hans tilgodehavende. Det er mit ansvar, at den slags ting er i orden, og jeg vil ikke begynde at give andre skylden og komme med dumme undskyldninger. Det er mig, der skal skydes på, så jeg beklager dybt.


Jeg behøver næppe at oplyse, at sagen selvfølgelig er bragt i orden for lang tid siden.


Under alle omstændigheder er det den enkelte grundejers ansvar, at veje, fortove og gangarealer er ryddet forsvarligt.


Vedr. oplæg af materialer på vej skal vi lige minde om, at den ofte omtalte 24-timers regel ikke eksisterer. Hvis man på forhånd ved, at man får leveret diverse byggematerialer, et læs brænde, eller andet der fylder på vejen, og som man ved, ikke nødvendigvis bliver fjernet lige med det samme, så er man forpligtet til at søge kommunen om tilladelse til, at oplagre på kørevej og gangarealer. Ansøgning kan foregå via www.taarnby.dk.


HUSK forsvarlig afmærkning af det oplagrede.


Tårnby’s hjemmeside kan i øvrigt anbefales i andre sammenhænge også. Den indeholder mange gode oplysninger.


Øvrige sager


Der har været et par møder i sammenslutningen af grundejerforeninger i Tårnby kommune.


Det lader til, at den tidligere varslede renovering af kloakkerne og ditto vedr. spildevandsrensning ikke kommer til at betyde ekstra udgifter for grundejerne, i hvert fald ikke i en overskuelig fremtid. Igen vil jeg opfordre til at benytte Tårnby’s hjemmeside. Her kan der bl.a. læses referater af udvalgsmøderne i teknisk forvaltning.


Fastelavnsfest

Fastelavnsfesten var også i år en succes, hvor ca. 60 børn og voksne havde fundet vej til Birkevang 14 søndag d.18. februar. Vi var også i år begunstiget af godt vejr med dejligt solskin.


Arrangementet var som vanligt meget flot arrangeret af Max. B. Nielsen, Klitrose Allé 5 og ligeså flot lagde Sandie og Ulf venligt faciliteter til.


Beklageligvis ønsker Max at stoppe som arrangør fremover, bl.a. fordi Sandie og Ulf fraflytter området ultimo 2007. Dermed melder spørgsmålet sig så, om hvem der arrangerer i 2008 og ikke mindst, hvem der lægger faciliteter til.


Det er jo dejligt, at vi i GF kan være fælles om dette arrangement, og det skulle nødigt stoppe som følge af ovenstående.


”Bestyrelsen har overvejet, at der tinglyses en servitut på Birkevang 14 således, at de nye ejere er forpligtet til at afholde denne årlige begivenhed. Om det så lykkes, tjah”.


Loppemarked.

Der blev i sensommeren 2006 forsøgt arrangeret et loppemarked på Birkevang, og selvom der ikke blev annonceret eller slået særligt meget på trommer for arrangementet, må det alligevel betragtes som en succes, foregangskvinderne på Klitrose Allé havde fået sat i værk.


Succesen vil blive forsøgt fuldt op til sommer, hvor der selvfølgelig vil være en ganske anderledes og kraftigere markedsføring af arrangementet.


Kabel-TV

Der er intet nyt vedr. kabel-TV i sammenslutningens område som helhed.   


Bestyrelsen

Bestyrelsen har afholdt 4 ordinære møder og 1 ekstraordinært som handlede om beslutningen vedr. snerydningsordningen, altså fortsættelse med denne.


Møderne har i al væsentlighed handlet om foreningens daglige drift og økonomi.


Økonomien må siges at være tilfredsstillende, og der har heller ikke været sager af virkelig alvorlig karakter.


Vi har haft en henvendelse fra en grundejer, der ønskede hjælp i.f.m. levering af byggematerialer, hvor vognmandens lastbil havde ødelagt nogle fliser på fortovet og trykket nogle kantsten. Vognmanden vægrede sig ved at betale for istandsættelse, men det lykkedes uden egentlig indblanding fra bestyrelsens side.


En anden grundejer ønskede hjælp vedr. ødelæggelse af et hegn forårsaget af snerydderen.  Også dette klaredes på mindelig vis.


Vi har indhentet tilbud fra et ABAK kloakfirma vedrørende rensning af alle grundejernes fedtbrønde og kloakledninger. Prisen, under forudsætning af at alle parceller tilmelder sig ordningen, vil være kr.225/grundejer. Grundejerne vil høre nærmere herom i nær fremtid.


I sidste beretning nævnte jeg, at den nye bestyrelse måske burde spekulere i, hvad man egentlig vil med GF i fremtiden ud over at være administratorer og stå for den daglige drift. Kunne man eks. forestille sig, at man satte nogle mål op for, på hvilket niveau GF skulle befinde sig i 2010. Efterfølgende fulgt op med handleplaner. Til dette arbejde skal der naturligvis indhentes forslag fra grundejerne om, hvor man ser GF ståsted i 2010.


Jeg må nok erkende, at grundejernes problemer er meget forskelligartede, i sær i relation til, hvor man er bosiddende. Offentlig eller privat vej, tæt på Sirgræsvej eller i den modsatte ende, Birkevang. Altså det der bekymrer os i dagligdagen, er meget forskelligartet på trods af, at vi residerer indenfor et snævert område, så spørgsmålet er, om det tjener noget formål, at forsøge at stille nogle egentlige mål og handleplaner op for foreningens fremtidige ståsted.


Den nye bestyrelse må drøfte ovennævnte i det nye bestyrelsesår.


Jeg vil gerne sige tak til både nuværende og afgående bestyrelsesmedlemmer for indsatsen i det forløbne år.

Afgående er Sandie (og til dels også Ulf). Mange tak for Jeres indsats, dels i bestyrelsen og naturligvis også som fastelavnsfestleverandører.

Vi vil savne jer. Held og lykke i Ørestaden.

Der vil efter GF være en mindre erkendtlighed som tak for arbejdet.


Derefter blev der stillet spørgsmål til beretningen

Spørgsmål : Er det muligt at kontakte kommunen når en parcel ikke rydder ordentligt for sne?

Svar : Det er muligt at kontakte kommunen ang. snerydning men rarere, hvis vi giver vores ældre en hjælpende hånd med rydningen i stedet.


Spørgsmål : Det er irriterende, hvis man skal en uge på ferie, at det ikke er snerydderen, der står for ansvaret ved skade, da man jo betaler til det.

Svar : Enig, men reglerne er sådan, at det er hver enkelt, grundejer der står for rydning, så det er dem, der står for ansvaret. Bed evt. en nabo om hjælp i ferien.


Spørgsmål : Er der noget snarligt i gang ang. rep. af diverse kloak og ledninger i vores område for at afhjælpe vand i kældre?

Svar : Nej ikke noget som bestyrelsen har hørt om, men formanden vil kontakte kommunen ang. vand og lednings forbedringer. En parcel fortæller, at det hjælper at få lagt dræn omkring huset.


Parcel forslag : Hvad med at få grundejerforeningens BG banklån over til et højrentelån.

Svar : Formanden og kasseren vil kigge på sagen.


Regnskab 2006

Regnskabet blev gennemgået af kassereren.

Der var ingen spørgsmål til regnskabet.

Herefter blev regnskabet godkendt.


Forslag fra bestyrelsen

Ingen


Forslag til budget 2007

Budgettet blev gennemgået af kassereren,


Forslag fra medlemmer

Ingen


Valg af Kasserer

  • Connie Kofoed blev valgt for 2 år.


Valg af 1 bestyrelses medlem

  • Nyvalgt bestyrelses medlem blev: Kim Dal Jensen, Poppelvang 13.


Valg af 3 bestyrelsessuppleanter

  • 1. Suppleant: Simon Bjergskov.
  • 2. Suppleant: Søren Melstrup.
  • 3. Suppleant: Anders Grønbech.


Valg af revisor

  • Bent Marlow blev valgt som revisor for 2 år


Valg af revisor suppleant

  • Irene Østergaard blev valgt som revisor supplant for 2 år


Eventuelt

Ingolf på Poppelvang spurgte, om der var andre der havde problemer med at modtage TV2.

Claus fra bestyrelsen fortalte, at det hjælper at få en digital modtager.

Der blev desuden fortalt en god historie fra en beboer på Bøgevang.

Der var ikke yderligere og dirigenten takkede for god ro og orden.


 


Formand (Alex Brun)    Dirigent (Anders Grønbech)     Sekretær (Katja Astrup Nielsen)

Nyt om foreningen

Læs nyt om stort og småt i grundejerforeningen: